Fri Kristoffer #1: Flødeskum i skægget, krummer ned ad blusen og munden propfuld af sportskage
Tillad mig at starte med at præsentere mig selv: Jeg hedder Kristoffer Eriksen og er chefredaktør på Frihedsbrevet. Det her er mit ugentlige nyhedsbrev Fri Kristoffer.
I sommer vikarierede jeg på min chefredaktørkollega Mads Brüggers nyhedsbrev, og lad mig bare være ærlig: Det smagte af mere.
Samtidig synes jeg, at vi på Frihedsbrevet har nået en omgangshøjde på vores journalistik, som gør, at vi efterhånden trænger til et ugentligt nyhedsbrev, der samler op på og kommenterer de historier, vi bringer. Både som en service til vores medlemmer, da jeg tænker, at det kun er de mest hårdkogte Frihedsbrevet-abonnenter, som i løbet af en uge når at læse eller lytte til alt det, vi udkommer med. Men selvfølgelig også som et udstillingsvindue til alle dem, der ikke ved, hvad der foregår inde bag betalingsmuren, og som er nysgerrige på, hvad man egentlig får for skillingerne, hvis man melder sig under Frihedsbrevets faner.
Én af de ting, der fremover bliver holdt bag betalingsmuren, er Mads Brüggers ugentlige nyhedsbrev Fri Mads, hvor han går stuegang på Christiansborg. Hans reportager er simpelthen blevet for spændende læsning til, at vi kan give dem væk gratis, så hvis man fortsat vil følge med i, hvad der sker, når Mads turnerer rundt i Folketinget, må man altså tegne et abonnement på Frihedsbrevet. Abonnenter kan læse hans seneste beretning fra Christiansborgs gange her, som blandt andet involverer et møde med den kontroversielle amerikanske historiker Daniel Pibes. Og en tur i Snapstinget, hvor børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil smiler underligt til ham.
Nå ja, og så kommer jeg i dette nye nyhedsbrev selvfølgelig også til at skrive om løst og fast fra min egen andedam, til hvem det måtte interessere.
Flødeskum i skægget
Nu hvor forventningsafstemningen ligesom er overstået, vil jeg skynde mig at tilføje, at timingen for et nyhedsbrev, der tager udgangspunkt i Frihedsbrevets journalistik, næppe kunne være bedre.
Jeg tænker selvfølgelig på den historie, som vi bankede ud tidligt fredag morgen, som dokumenterer, hvordan en lang række folk fra partierne på Christiansborg aktivt vejleder i at omgå partistøttereglerne. En historie, der allerede har fået flere konsekvenser.
Her taler vi altså ikke bare om at blive taget med fingrene i kagedåsen. De politikere og partifolk, som Frihedsbrevet afslører, står tilbage med flødeskum i skægget, krummer ned ad blusen og med munden propfuld af sportskage fra La Glace på de optagelser, vi har lavet af dem i det skjulte.
Samtidig udkom vi i morges med de første to afsnit af podcastserien Fields 3. juli, hvori vi i samarbejde med TV 2 kan afsløre en lang række opsigtsvækkende nye detaljer om den 22-årige mand, der sidder fængslet for at skyde og dræbe tre og såre flere i shoppingcenteret Fields på Amager i sommer.
Senere i dette nyhedsbrev skriver jeg meget mere om både vores partistøtte-afsløringer og vores podcastserie om skyderiet i Fields.
Frihedsbrevets debut i Presselogen
Men vi starter denne uge i min egen baghave, for forrige søndag havde jeg fornøjelsen at være inviteret ind i TV 2 News programmet Presselogen, hvilket jeg var vældig glad for. Glad, fordi det at blive inviteret ind som paneldeltager i Danmarks eneste mediemagasin på tv siger noget om, at Frihedsbrevet er blevet rodfæstet som medie. Lidt højstemt kan man sige, at det at blive inviteret med som fast deltager i Presselogen er en form for lurmærke.
Jeg var blandt andet inviteret ind til at tale om Frihedsbrevets dækning af Lars Findsen-bogen, og jeg fik også flere kritiske spørgsmål til en fejl, som jeg desværre har begået i januar, da jeg ikke var grundig nok i forbindelse med en artikel om Lars Findsens anholdelse i Københavns Lufthavn, da den tidligere spionchef kom hjem efter en opgave i Nordmakedonien.
I artiklen skriver vi, at Lars Findsen blev mødt af en “hær af betjente”, da han landede i Lufthavnen, men vi ved nu fra Findsens egen bog, at det, der i virkeligheden skete, var, at han blev mødt af blot én PET-agent, som tog ham med ind i et rum, hvor 4–5 betjente fra Politiets Aktionsstyrke var til stede. En sjuskefejl, som jeg beklagede.
OMG, jeg er så træt af manels
Det er efterhånden en del år siden, at jeg havde min debut i Presselogens panel, og jeg kan stadig huske første gang, jeg var med. Som den nybegynder jeg var, startede mit første program med, at værten spurgte de andre chefredaktører i panelet, om de mon havde et godt råd til debutanten? Jeg kan ikke huske, hvad andre end Tom Jensen fra Berlingske sagde, og det var, at jeg endelig skulle lade være med at gå på Twitter efter udsendelsen og læse kommentarerne, for det blev man deprimeret af.
Så det gjorde jeg selvfølgelig, i det sekund jeg kom ud af studiet efter min debut, og jeg gør det fortsat som et fast ritual den dag i dag. Hvad, Tom Jensen jo ikke vidste om mig, er, at jeg sagtens kan sidde og hygge mig med en lille Twitter-shitstorm, hvis jeg selv er centrum for den. Således sidder jeg ofte i min bil umiddelbart efter Presselogen, åbner min Twitter-app og spiser et rundstykke, mens jeg med stort velbehag labber kommentarer om, hvor dum jeg er, i mig. Guffe, guffe, guffe.
Det lidt skuffende ved min deltagelse forrige søndag var, at der slet ikke var nogen angreb på min person, da jeg sad der i min bil, ekstremt optaget af mig selv, og scrollede løs. Den eneste egentlige kritik gik umiddelbart på, at programmet var kedeligt, hvilket i øvrigt også var min egen oplevelse. Men pludselig dukkede et tweet op fra den allestedsnærværende Helle Thorning-Schmidt, der havde taget et foto af skærmen og skrevet: “OMG – I’m so tired of TV 2 News’ manels”.
På den tidligere statsministers foto af skærmen kan man se fire mandlige chefredaktører og en mandlig studievært sidde og hygge sig i Presselogen. Ordet manel, som jeg må indrømme, at jeg er meget taknemmelig for at have lært at kende, dækker altså over, at vi den søndag i Presselogen var et all male panel, fordi ingen kvindelige chefredaktører eller værter var til stede.
Likes og retweets strømmede hurtigt til, for ved første øjekast ser det jo dumt ud.
“Hallo! Vi er i 2022 – kunne I slet ikke finde nogen kvinder, der var værd at høre på?”
Thorning som feministisk samfundsrevser
Min egen holdning er, at sådan nogle paneldebatter typisk bliver bedst, hvis der er en vis diversitet gæsterne imellem. Kan man få et mangfoldigt panel målt på køn, etnicitet, alder osv., er det i min optik at foretrække. Både fordi min oplevelse er, at debatterne bliver sjovest, når folk kommer med forskellige erfaringer og udgangspunkter, men også fordi det selvfølgelig er godt, at seerne ikke foranlediges til at tro, at man kun kan blive chefredaktør i Danmark, hvis man er hvid, gråsprængt og har en penis.
Forrige søndag havde en kvindelig chefredaktør meldt afbud til programmet, og det var kun lykkedes at finde en mandlig erstatning i form af den tidligere nævnte hanelefant Tom Jensen. Sandheden er, at jeg føler mig ret overbevist om, at Tom Jensen også selv helst havde været fri for at deltage denne søndag, da han kort inden udsendelsen fortalte mig, hvor smadret han var, fordi han havde jagtet en rotte i sin kælder hele natten, men den historie er selvfølgelig lidt et sidespor her.
Mit ærinde her er hverken at kritisere eller frikende TV 2 for søndagens valg af panelister. Det første, der imidlertid slog mig, da jeg læste Thornings kritik, var, hvor utroligt det er, at lige præcis Helle Thorning-Schmidt, der i sin regeringsperiode ligefrem har modarbejdet ligestillingen, nu sidder på Twitter og Instagram og giver den som feministisk samfundsrevser, der forsøger at redde verden, ét manel ad gangen, alt imens hun løber de åbne døre ind. Det er jeg nødt til at adressere, for hvor klinger det uendelig hult, når hun af alle kritiserer andre for ikke at gøre tilstrækkeligt for ligestilling mellem kønnene.
Idealerne under bussen
For Helle Thorning-Schmidts hykleri er så rent, at det snildt ville kunne sælges for 2.000 kroner grammet fra vinduet af en hvid Mercedes-Benz. Overvej lige, at Danmarks selvbestaltede kvindeforkæmper har siddet inde i Statsministeriet, haft nøglerne til kongeriget og med et rødt flertal bag sig førte så søster-usolidarisk en politik, at den var ved at få kønsforskeren Drude Dahlerup til at græde.
Jeg er med på, at mange formentlig har fortrængt Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister, som stadig udgør et decideret traume for store dele af venstrefløjen, men lad mig alligevel lige genopfriske, hvordan hun i årene 2011–2015 tog fusen på alle de feminister, der troede, at Danmarks første kvindelige statsminister ville gøre noget for dem.
Mest markant droppede hun et valgløfte om øremærket barsel til mænd, som var det, der gjorde, at førnævnte Dahlerup var ved at bryde ud i gråd. Helle Thorning-Schmidt mente ikke, at der var stemning for det i befolkningen, og så gav det jo ligesom sig selv, for nok er idealer vigtige, men hvis de står i vejen for et genvalg som statsminister, så ryger de under bussen, hurtigere end du kan nå at råbe “vælgerbedrag”.
En anden idé, som Helle Thorning-Schmidt også kastede på møddingen, så snart hun fik magt, var en lov om mindst 40 procent kvinder i bestyrelser, som Norge for eksempel vedtog i 2003 for børsnoterede selskaber, som det første land i verden. Den norske model havde Thorning ellers talt varmt for nogle år forinden på Kvindernes Internationale Kampdag. Og bare året før hun trådte ind i Statsministeriet, havde en samlet rød blok – med Thorning i front – sågar fremsat et lovforslag om kønskvoter i bestyrelser.
Om man er enig i den form for ligestillingspolitik eller ej, er der næppe tvivl om, at det ville have været et kvantespring for repræsentationen af kvinder i toppen af dansk erhvervsliv. Havde Thorning gennemført kvindekvoter i bestyrelser som noget af det første, da hun for 11 år siden trådte ind i Statsministeriet, havde det set helt anderledes ud med kønsfordelingen i bestyrelser i dag, og gad vide om det ikke også havde medført en lang række sideeffekter, som for eksempel at det måske havde været mere utænkeligt med rene mandepaneler i den offentlige debat.
Straffet med ministerpost
Selvom Helle Thorning-Schmidt forlorent har ytret, at hun var feminist, før hun blev socialdemokrat, gik der altså ikke lang tid, før hun fik parkeret sine politiske idealer uden for døren til Statsministeriet. Da den selvudnævnte feminist og nyslåede statsminister skulle i gang med at sammensætte sin ministerportefølje, skyndte hun sig at ringe til Carsten Hansen, som blev udnævnt til minister for by, boliger og landdistrikter. Det til trods for at Carsten Hansen året forinden havde sexchikaneret Helle Thorning-Schmidts tidligere sekretær så groft, at hun blev sygemeldt med stress. Den slags var nemlig ikke diskvalificerende for at sidde til højbords med Thorning, og hun har formentlig også været betrygget ved, at sagen nok aldrig ville komme til offentlighedens kendskab, fordi Socialdemokratiet efter den grove sexchikane fik kvinden til at underskrive en tavshedsklausul, så man rigtig kunne lukke munden på hende.
Sidste år udtalte Helle Thorning-Schmidt følgende til Berlingske om ministerposten til Carsten Hansen:
“Han fik den lavest rangerede ministerpost på porteføljen, hvilket var et noget andet ministerium, end han havde forestillet sig, og der kan man spørge, om det var for meget, men jeg mener godt, man kan forsvare det.”
Skal man forstå Helle Thorning-Schmidt, blev Carsten Hansen altså straffet ved at blive udnævnt som minister, og det er jo det pureste comedy gold. Straffet. Ved at blive gjort til minister. Feministen Thorning synes ikke, at dét at sexchikanere en partiansat ned under gulvbrædderne i sig selv er diskvalificerende for at blive udnævnt som minister lige bagefter – det gør bare, at man kun får ansvaret for landets boliger, byer og landdistrikter, en fed hyre, en ministerbil og en lukrativ ministerpension. Så kan Carsten Hansen lære det, kan han! Simpelthen vidunderligt, at hun stadig forsvarer den beslutning i dag, samtidig med at hun har travlt med at lange ud efter tilfældige manels på Twitter.
Helle Thorning ville være en af drengene
Tidligere nævnte kønsforsker og ligestillingsikon Drude Dahlerup sagde det måske i virkeligheden bedst i 2018:
“Både under Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts regering er der ikke sket noget. Vi har sovet tornerosesøvn i forhold til ligestilling, men det er på tide, at vi vågner og får debatten om, hvor vi vil hen.”
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvorfor Helle Thorning-Schmidt først vågnede op til dåd, efter hun ikke længere havde magt til at gøre noget som helst ved det hele, men mit gæt er, at det simpelthen ikke var opportunt for hende i en situation, hvor hun var omgivet af sine socialdemokratiske kammersjukker Frank Jensen, Carsten Hansen og Jeppe Kofod, ligesom folkestemningen og dermed vælgerne måske også pegede i den anden retning. Hun ville nemlig være “one of the boys”, som Drude Dahlerup også har sagt, og set fra et feministisk perspektiv, er det da i hvert fald synd og skam, at det først blev belejligt for Helle Thorning-Schmidt at ville ligestillingen, efter hun ikke længere havde magten til rigtigt at gøre noget ved det.
Et frækt tilbud
Men nu skal mit første nyhedsbrev jo heller ikke fortabe sig alt for meget i Helle Thorning-Schmidts meritter.
Det seneste store journalistiske slagnummer på Frihedsbrevet udkom før weekenden. Man kan kalde det Frihedsbrevets october surprise! Her kommer baggrunden:
I midten af oktober rejste to af Frihedsbrevets journalister til Berlin for at mødes med virksomhedsejer Mads Grønlund Dinesen. Du vil måske huske Mads Dinesen under navnet Champagnedrengen, der var en yderst kulørt skikkelse i dansk erhvervsliv, og i 2014 fik han en opsigtsvækkende dom på to år og seks måneders ubetinget fængsel for blandt andet dokumentfalsk, mandatsvig og bedrageri.
I dag bor han i Berlin, hvorfra han driver sine virksomheder, og udgør altså på mange måder den perfekte muldvarp, når man har i sinde at teste, om politikerne sætter ussel mammon over god moral.
Vi ville undersøge, hvor langt politikerne er villige til at gå for at få økonomisk støtte, og vi udstyrede Mads Dinesen med en simpel dækhistorie. Han skulle foregive, at han ønskede at støtte dem med 50.000 kroner – men kun under forudsætning af, at han kunne få lov til at være anonym. Ifølge partistøttereglerne skal alle donorer, der yder mere end 22.200 kroner i økonomisk støtte, fremgå med navn.
At tage pis på demokratiet
Bagtæppet for vores eksperiment er, at flere danske politikere tidligere har vist sig meget dygtige til at smyge sig uden om loven. Mest kendt er nok Britt Bager, der har lagt navn til den såkaldte “Britt Bager-finte”, hvor en kreativ erhvervsmand brugte fem firmaer til at donere samlet 100.000 kroner til Britt Bagers kampagne. På den måde kunne den glade giver holdes anonym, for teknisk set var det jo bare fem forskellige firmaer, der alle holdt sig under beløbsgrænsen ved at donere 20.000 kroner hver.
Det er jo at tage pis på demokratiet, når man som lovgiver så skamløst og umoralsk udnytter en hullet lovgivning. Det er jo ikke for sjov, at vi har en lov om, at der skal være offentlighed om, hvem de store bidragsydere til de politiske partier er. Det skyldes helt indlysende frygten for, at folk med pengepungen i orden kan købe politikerne til at føre en politik, der tilgodeser dem. Om ikke andet er det i hvert fald fuldstændig afgørende, at offentligheden er bekendt med, hvis nogen politiske partier er i lommen på nogen. Så kan vælgerne på et oplyst grundlag vælge at sige nej tak den slags.
Men det er ikke så let at afsløre sådanne unoder. Det skyldes selvfølgelig, at hverken giveren eller modtageren af en stor anonym donation har interesse i at fortælle om omgåelsen af reglerne. Derfor er vi som journalister nødsaget til at tage værktøjskassens tungeste skyts i brug, når vi skal afdække den slags abekattestreger, nemlig skjulte optagelser. For med de skjulte optagelser, kan man ufiltreret få politikerne og partifolkenes umiddelbare reaktioner, når man vifter dem om næsen med en stor fed check.
Og det var meget afslørende, det, der skete, da Mads Dinesen greb knoglen og begyndte at ringe til politikere og partier fra en ende af: En efter en hoppede de ned i gryden og vejledte vores muldvarp grundigt i at omgå reglerne. Har du ikke læst vores første historie, så skynd dig at komme i gang her.
Konsekvenser
Siden vores afsløringer begyndte at rulle, er der sket flere interessante ting: Venstre-profilen Thomas Danielsen har skilt sig af med sin kredsformand, fordi Dinesens opkald fik kredsformanden til at blive lidt for kreativ. Den partisoldat, der håndterede donationer for den radikale næstformand Martin Lidegaard, har fået frataget det ansvar efter at være røget i fælden. Og Enhedslisten, der ikke lod sig friste, da telefonen ringede, har meldt ud, at de vil tage en gevaldig stramning af partistøttereglerne med sig ind til forhandlingerne med en regering, der vil sidde på deres mandater. Nå ja, og måske mest underholdende: Så er Pernille Vermund blevet frygteligt uvenner med sin partifælle fra Nye Borgerlige Mette Thiesen.
Med andre ord har Frihedsbrevets simple eksperiment virkelig sat dagsorden og givet stof til eftertanke. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er som sædvanlig Socialdemokratiets Rasmus Prehn, hvis kredsformand gik længst af alle i sin samtale med Champagnedrengen. Kredsformanden begyndte således at foreslå, at Dinesen bare kunne overføre alle 50.000 kroner til den lokale partiforenings konto, og så kunne Rasmus Prehn bare sende dem nogle regninger, og vupti! Så var de penge kanaliseret anonymt over til Guffeministeren.
“Det er sådan, vi omgås reglerne,” siger kredsformanden blandt andet og gnægger. Man skulle tro, at det ville få Prehn til at lægge sig fladt ned, stille op til interview og undskylde inderligt for kredsformandens fornemmelse for fuskeri, men nej. I en mail til Frihedsbrevet skriver den anløbne minister til sidst:
“Jeg vil derudover gerne understrege, at det at ringe frivillige op på denne her måde med en fælde og optage uden at gøre opmærksom på det, er en metode, jeg tager afstand fra.”
Endnu engang understreger Rasmus Prehn, at hans moralske kompas er mere defekt end et kuk-ur, der er blevet tabt ud ad vinduet fra sjette sal.
Agent Ahrendtsen og co.
De tre sjoveste indslag stod Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, Jacob Axel Nielsen fra Konservative og Jon Stephensen fra Moderaterne for. Selvom henholdsvis Ahrendtsen og Stephensen selv — og Axel Nielsens kredsformand alle blev taget i at være villige til at omgå loven, forsøgte de efterfølgende at forklare, at de i virkeligheden fungerede som en form for dobbeltagenter, der have lugtet lunten og ville afsløre Mads Grønlund Dinesen. Altså, måtte man forstå på dem, vidste de godt, da de fik opringningen, at der var tale om et nummer, og så besluttede de i samme sekund at spille med for at afsløre Dinesen. Deres forklaringer er omtrent lige så sammenhængende som Kanye West efter 40 drinks. Læs fx den utroligt underholdende historie om Jacob Axel Nielsen her.
Fields 3. juli
Siden det frygtelige angreb i shoppingcenteret Fields på Amager i København d. 3. juli har vores journalister arbejdet på at finde ud af, hvordan det dog kunne gå så galt, at en 22-årig mand gik ind og skød tilfældige mennesker, som bare gik og nød livet en helt almindelig søndag. Tre mennesker døde, og mange flere blev såret, og hændelsen rystede hele landet. Den slags er vi ikke vant til i Danmark.
I morges havde vores podcastserie Fields 3. juli så endelig premiere, og det er bestemt ikke småting, som vores journalister Magnus Mio og Helle Fuusager har fundet ud af i samarbejde med TV 2’s journalist Thomas Østerlin Koch. For eksempel er det lykkedes dem at afdække, at den 22-årige formodede gerningsmand var stærkt inspireret af en amerikansk YouTuber, der gik under navnet Andrew Blaze. Andrew Blaze, der rigtigt hed Randy Stair, fortalte i årevis åbent om sine voldsomme psykiske lidelser på YouTube, indtil han en dag blokerede de forskellige nødudgange til det supermarked, hvor han arbejdede, og bevæbnet med to shotguns gik ind og skød og dræbte tre kolleger, hvorefter han skød sig selv. Det er mildt sagt uhyggelig lytning, når man hører Andrew Blazes ord fra sine YouTube-videoer og samtidigt er vidende om, at den 22-årige dansker, der lige nu sidder fængslet for skyderiet i Fields, har samlet sin inspiration op der.
Måske endnu mere vigtigt bliver vi også langt klogere på den berøring, som den 22-årige har haft med det danske psykiatriske system. Selvom den 22-årige selv søgte hjælp, blev han kastet rundt i systemet, fordi han ikke lige passede ned i de rigtige psykiatriske kasser. Den 22-årige havnede hos et ambulant psykiatrisk tilbud, hvor han gik hos et ikke-specialiseret team, som behandler mange forskellige typer patienter, der lider af alle mulige forskellige former for diagnoser. Ifølge vores kilder fortalte han sine behandlere om fantasier om drab og mord, og flere i systemet vurderede ham også til at være farlig.
Region Hovedstaden har allerede været ude at præsentere konklusionerne af en redegørelse, som de selv har været med til at lave om deres egen rolle i forløbet. Der er ikke blevet begået nogle enkeltstående fejl, som kan forklare det, der skete, lyder vurderingen. Den vurdering kommer vi selvsagt til at trykteste, for det kan være svært at forstå, at ovenstående forløb ikke skulle være fejlbehæftet. Man kan også sige det på en anden måde:
Hvis ikke der er begået fejl i det psykiatriske system, så lyder systemet simpelthen til at være så dysfunktionelt, at man burde bruge anledningen til at brænde det ned til grunden og bygge det op igen.
De første to afsnit af podcastserien Fields 3. juli ligger allerede nu og venter på dig i Frihedsbrevets app. Ikke-medlemmer kan lytte til første afsnit gratis på enten Spotify eller Apple Podcasts.
Et lille foto på falderebet
Der sker altså lidt af hvert på Frihedsbrevet i øjeblikket, og vi bliver selvfølgelig ved med at holde dampen oppe på vores kritiske politiske dækning frem mod valget i næste uge. Frihedsbrevets opgave i denne valgkamp er at afsløre forhold, som politikerne ikke vil have frem, og stille dem de penible spørgsmål, som de ikke har så meget lyst til at svare på. Måske du allerede har set, da Søren Pape Poulsen gik ind i Maya Tekelis mikrofonknytnæve i forrige uge, da han holdt hof ude foran en påstået rockerborg i Helsingør. Ellers så se lige her, hvor utrolig dårligt han slap afsted med at virke tough on crime, samtidig med at han sagtens kan se for sig, at den nyligt løsladte Inger Støjberg kan få en ministerpost i hans regering.
Inden vi skilles, skal du ikke snydes for dette foto af de første silikoneafstøbninger til udstillingen Magtens Voksmuseum, som så småt er ved at være på vej til Danmark.
Fra venstre til højre ser vi: Henrik Studsgaard, Uffe Stormly, Thorkild Fogde, Johan Legarth og Paolo Drostby.
Ikke umiddelbart et manel, som jeg personligt har lyst til at være en del af.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør på Frihedsbrevet