Fri Mads #62 – Radikale lytter. Før de beslutter.
Kære læser
Hvis du er en af de mange flittige samfundsborgere, der i dag havde første dag tilbage i hamsterhjulet efter en lang, velfortjent sommerferie, så vil jeg lige starte med at ønske dig et stort velkommen tilbage til virkeligheden og en rigtig god arbejdslyst! Det sidste er vigtigt. Især hvis du er sygeplejerske, pædagog eller lærer, for jer bliver der mangel på i fremtiden. Antallet af ansøgninger til de tre uddannelser er nemlig styrtdykket, og det forklarer vores uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen med denne dybsindige analyse:
“Der er en tendens i tiden, der tilsiger, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den.”
Jesper Petersen er selv meget fin på den, for han har nemlig en bachelor i statskundskab, så måske er det derfor, han føler, at han har regnet verden ud og i ramme alvor tror, at det er uddannelsessnobberi, der har sørget for en nedgang på 18 procent i ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen, og ikke at man som færdiguddannet sygeplejerske har udsigt til at blive aflønnet i honninghjerter, hvis man har ydet en ekstraordinær arbejdsindsats.
Én, jeg i hvert fald ved har sin første rigtige arbejdsdag efter en meget lang – men knap så velfortjent – sommerferie, er Radikale Venstres politiske leder Sofie Carsten Nielsen. I anledningen af hendes hjemkomst fra Sydfrankrig har jeg dedikeret en god del af ugens nyhedsbrev til at handle om Radikale på baggrund af vores historie om de ekspertvurderinger, partiet indhentede, inden man besluttede sig for at lade være med at støtte en advokatvurdering.
Jeg ved godt, at alt, der involverer Radikale, ved første øjekast ser rigtig kedeligt ud, men jeg håber, at det alligevel kan lykkes mig at få dig til at læse med.
Før jeg når til dét, vil jeg dog lige skrive lidt om noget af den fremragende journalistik, som du den seneste uge er gået glip af, hvis du ikke er medlem af Frihedsbrevet.
En babusjka-dukke af løgn og bedrag
Det har ikke skortet på kritiske historier om den på overfladen meget succesfulde tech-iværksætter Sahra-Josephine Hjorth og hendes virksomhed CanopyLAB. Det hele så ellers så flot ud: En ung dansk kvinde med flygtningebaggrund, karismatisk som få, gør lynkarriere som iværksætter og skaber på baggrund af sin egen ph.d.-forskning en e‑læringsplatform, der skal revolutionere den måde, folk lærer på i hele verden – særligt i udviklingslande. Prominente investorer kaster millioner af kroner efter hende, for de kan se, at hér er noget ganske særligt. Den fremadstormende pionér bliver udvalgt til et særligt og meget prestigefyldt ledelsesprogram med selveste Barack Obama for bordenden, og hun bliver udpeget af Dansk Erhverv som en af 25 kvindelige iværksættere, man bør kende. Hun bliver desværre (næsten) også indlemmet i bestyrelsen hos os på Frihedsbrevet.
Men som man siger, så er ikke alt, der glimter, guld, og siden starten af året har især Ekstra Bladet været storleverandør af kritiske avisforsider om “tech-dronningen”, som hun er blevet døbt af avisen.
Det vil tage for lang tid at opliste alle de afsløringer, som først Ekstra Bladet og siden Frihedsbrevet og Berlingske har begået om Sahra-Josephine Hjorth, og som har gjort, at der ikke længere kan herske meget tvivl om, at hun er en professionel fupmager. En babusjka-dukke af løgn og bedrag, som åbenbarer noget nyt og endnu mere forrykt, hver gang man skræller et lag af. Det er selvfølgelig forargeligt, men det er også virkelig, virkelig fascinerende, hvor stærk en profil man hurtigt kan skabe sig i erhvervslivet og i medierne med gode talegaver og en livlig fantasi.
En af de ting, som Ekstra Bladet tidligere har afsløret, er, at den ph.d.-titel, som Sahra-Josephine Hjorth har smykket sig med, ikke eksisterer, da hun aldrig har færdiggjort sin ph.d. Siden har vi her på Frihedsbrevet kunnet fortælle, at hun også har brugt den falske uddannelse til at søge om offentlige støttekroner hos Innovationsfonden. Afsløringerne er bestemt ikke uvæsentlige, for er der én ting, der går igen, når Sahra-Josephine Hjorth fortæller historien om skabelsen af sin tech-virksomhed, er det, at den er bygget på hendes ph.d.-forskning.
I tirsdags kunne vores finansredaktion så bringe den meget opsigtsvækkende historie, at Sahra-Josephine Hjorth faktisk har forsøgt at lave noget forskning, der relaterer sig til virksomhedens e‑læringsplatform.
Det drejer sig dog om en ikke-udgivet videnskabelig artikel fra 2018, hvor hun analyserer de tre platforme Facebook, Google og sin egen CanopyLAB. En artikel, som er blevet afvist og dumpet med et brag af tidsskriftet Interactive Learning Environments. Når man læser tidsskriftets grundige evaluering, er det faktisk en ret vild oplevelse. Artiklen får lavest mulige karakter på en lang række punkter og modtager i det hele taget sønderlemmende kritik:
“Der er ingen resultater i artiklen, som er understøttet af videnskabelig dokumentation,” står der eksempelvis i afvisningsbrevet.
Det er jo slemt nok i sig selv, men det, der gør, at historien én gang for alle understreger Sahra-Josephine Hjorths grundlæggende mangel på troværdighed, er, at hun via en medarbejder i sin virksomhed i ugevis har forsøgt at lyve om sin involvering i det dumpede forskningsforsøg ved blandt andet at opdigte et falsk citat fra en repræsentant for det amerikanske tidsskrift, som skulle nægte, at Sahra-Josephine Hjorth havde noget at gøre med forskningen. Jeg har fra nært hold kunnet se, hvordan journalisterne er blevet mere og mere lange i ansigterne, hver gang Sahra-Josephine Hjorth og hendes virksomhed har lagt endnu et røgslør ud. Jeg forstår dem godt, for det er selvfølgelig en både enerverende og langsommelig proces, når man som journalist hele tiden skal tilbage og faktatjekke nye skiftende forklaringer, som en person kommer med, men jeg fornemmer, at det er en uundgåelighed, når det drejer sig om Sahra-Josephine Hjorth.
It’s not the crime, it’s the cover up, siger man, men i det her tilfælde synes jeg, det står meget klart, at den engang så lovende tech-iværksætter gør sig skyldig i begge dele, og jeg kan ikke anbefale denne mageløse artikel fra vores journalister Christian Stemann og Mikkel Jensen nok, så hvis du ikke har fået læst eller lyttet til den, så snyder du virkelig dig selv. Som bonusinfo kan jeg i øvrigt oplyse om, at vi har mere på vej om fænomenet Sahra-Josephine Hjorth.
Orange is the New Black – på dansk
Noget andet fra kategorien “problematisk, men fascinerende”, som vi forleden skrev om på Frihedsbrevet, er forholdene i fængslet i Jyderup, hvor der kun er kvindelige indsatte. Vores journalist Helle Fuusager har gennem længere tid fulgt en række fanger fra Danmarks første kvindefængsel, og det er der kommet noget højst interessant ud af. Bevæggrundene for, at man i det hele taget tog initiativ til at etablere kvindefængslet, var ambitioner om at styrke trygheden for de indsatte og skrue op for resocialiseringen. Men fra fangerne lyder det, at det langt fra er sket.
“Forestil dig en helvedes masse borderline-piger spærret inde sammen. Så kan du selv tænke dig til resten. Det er vanvittigt her,” som en indsat udtrykker det i artiklen. Samme toner lyder det fra en tillidsrepræsentant i Fængselsforbundet, som har arbejdet i Jyderup Fængsel både før og efter omlægningen.
Jeg er klar over, at det er umuligt at lave journalistik om forholdene i det danske fængselsvæsen, uden at man bliver mødt af det obligatoriske “øhh, men det skal jo ikke være et hotelophold at sidde i fængsel”-argument. Fængselsforhold er altså ikke noget, man som udgangspunkt bliver specielt populær hos sine læsere af at afdække, men grunden til, at det alligevel er vigtigt at skrive om, er selvfølgelig, at vi som samfund er bedst tjent med, at de mennesker, der løslades, kommer ud som nye og bedre versioner af dem selv. Når man læser, hvad der sker – og lige så vigtigt – hvad der ikke sker inde i fængslet i Jyderup, så virker det, som om samfundets interesse, og dermed din og min interesse, hver dag bliver modarbejdet.
Uanset hvad kommer vi til at skrive mere om sagen i den kommende tid, og hvem ved? Måske kommer der også hen ad vejen en podcast, som kan give dig et spændende indblik i dagligdagen i Danmarks kvindefængsel. Du kan gå i gang med den første artikel her.
Den radikale retsstat
Noget af det mest febrilske, man her i sommeren 2022 har kunnet følge med i, har været Radikales tango med retsstaten. I sig selv rimer de to ting ellers på hinanden. Alle har vel prøvet at sidde til et middagsselskab med en radikal person, der er så kedelig og ordentlig, at bare tanken om at gå en tur på æblerov får blodet til at stivne i hele kroppen på vedkommende. En Theresa May-agtig skikkelse, hvis vildeste udskejelse er, at vedkommende engang som barn har løbet igennem en hvedemark uden tilladelse. En person, der inderst inde definerer sig selv som teknokrat (he/him) og er stolt af det.
Nej, den radikale selvforståelse som samfundets pedel, en slags moralsk gatekeeper, er ikke til at tage fejl af, og måske var det også det, der gjorde, at den tidligere politiske leder Morten Østergaard efter et langt og pinligt forløb om en hånd på en partifælles lår måtte forlade dansk politik helt og aldeles. Det var ikke hånden, men håndteringen, blev der messet igen og igen, men jeg tror alligevel ikke, at en 10 år gammel hændelse af den karakter havde ført til exit for den politiske leder i andre partier end hos Radikale.
Radikale er for åbenhed, imod magtfuldkommenhed, lytter til eksperter og respekterer kold jura som ingen andre i dette land.
“Vi lytter. Før vi beslutter,” lød engang et af deres kampagneslogans, og udover at det formentlig er den eneste tekst nogensinde, hvor Mette Frederiksen er blevet overgået i lavt lixtal, så indrammede det også meget fint, hvordan Radikale gerne vil opfattes af omverdenen: Som et slags nøgternt organ, der vender sig mod eksperterne, forskerne, økonomerne og juristerne, som var det solens stråler. Et parti, der ikke lytter til mavefornemmelsen, men til Karnovs lovsamling. Eller som partiets daværende retsordfører udtrykte det, da Radikale stemte for en rigsretssag mod Inger Støjberg:
“Danmark er en retsstat. Jura står over politik. Radikale Venstre tilslutter sig rigsretstiltalen. Med lov skal land bygges.”
Blandt andet derfor har det også været en meget sælsom oplevelse at følge med i, hvordan den politiske ledelse inde på Christiansborg har lignet en hund i et spil kegler i forbindelse med minkskandalens slutspil. Bedst eksemplificeret ved, at den politiske leder Sofie Carsten Nielsen havde valgt at rejse væk på sommerferie, dagen inden Minkkommissionens beretning udkom, hvilket hun efter min mening er sluppet alt for billigt fra.
På mange måder er den ulovlige ordre om at aflive alle mink selve kernen af, hvad Sofie Carsten Nielsen tidligere har været ude at kritisere Mette Frederiksens regering for. I et stort anlagt interview med Berlingske kritiserede hun i november regeringen for at bruge sine embedsmænd på “en farlig måde”, beskrev hvordan “regeringen lukker sig om sig selv”, udviser “ringeagt for Folketinget”, samtidig med at hun kritiserede regeringen for en hidtil uset magtfuldkommenhed. Et krasbørstigt interview, som jeg ikke umiddelbart tænker, at Mette Frederiksen har kvitteret for med hjerte-emojis på sms.
Så hvordan hænger det dog sammen, at en radikal politisk leder, der har rettet så voldsom kritik mod regeringen, bare skrider på ferie lige inden granskningen af minkforløbet, som hun selv har været med til at bestille, skulle udkomme? Svaret er selvfølgelig, at det slet ikke hænger sammen. Det er dybt bizart, og man kan jo bare spørge folk som Carl Holst eller Lene Espersen, hvordan de tror, reaktionen mon havde været, hvis en minister havde prioriteret sådan i en lignende situation.
Nuvel, Sofie Carsten Nielsen er ikke minister, men som parlamentarisk grundlag udfylder hun en mindst lige så vigtig rolle som kontrollant af regeringen. Selv bedyrede hun på Instagram, at hun selvfølgelig ville starte sin ferie i Frankrig med at læse Minkkommissionens beretning, men signalet var ikke til at tage fejl af, og i bagklogskabens lys kunne man allerede dér ane, hvordan man i Radikale momentant havde tabt interessen for retsstaten. Det næste vink med en vognstang fik vi så, da Radikale kviede sig ved at stille op til interview i kølvandet på offentliggørelsen af kommissionens beretning.
Det store spørgsmål stod ellers så flot og blinkede, bøjet i neon: Skulle der bestilles en advokatvurdering, som kunne klarlægge, om der var grundlag for at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen og regeringen? Sofie Carsten Nielsens stedfortræder Andreas Steenberg rendte sammenbidt og udpint rundt på Christiansborgs gange og henviste til, at “man skylder de mennesker, det handler om (minkavlerne, red.), at man nu læser ned i det her”, og at Radikale nu ville rådføre sig med nogle eksperter.
Så det, du siger, er, at I lytter (kunstpause)… før I beslutter, Andreas Steenberg?, ville man gerne have hørt en journalist spørge ham om, men så god var verden desværre ikke den dag.
Det radikale image som den sande vogter af rød bloks samvittighed faldt fra hinanden et par dage senere, da det stod klart, at partiet ikke ville bakke op om advokatvurderingen af potentialet for en rigsretssag. Efter et langt og – forestiller jeg mig – dødkedeligt proforma-møde med hovedbestyrelsen, udgik en skrivelse fra Sofie Carsten Nielsens sommerresidens i Frankrig:
“Selvom det er svært, skal vi evne at adskille jura og politik. Magtfuldkommenhed er ikke ulovligt. Og i den her sag kan vi ikke placere ansvaret ved advokater. Vi kan ikke gemme os bag en advokatvurdering. Det her er et politisk ansvar, vi skal tage på os,” skrev hun blandt andet.
Jamen hov, tænker du så, var Radikales helt klare udmelding i spørgsmålet om Inger Støjbergs rigsretssag ikke, at jura stod over politik? Og jo, det var det, men du må ikke begynde at grine endnu, for det er ikke engang det mest komiske ved Sofie Carsten Nielsens hypocrisie, som er ordet for hykleri på de kanter, hvor hun styrede slagets gang fra.
Nu ville hun nemlig bede statsministeren om at udskrive valg efter sommerferien, og det skulle ske inden Folketingets åbning i oktober, ellers ville Radikale udtrykke mistillid til regeringen og dermed vælte den.
Mette Frederiksen må have slået sig på lårene af grin over dette syrede nummer. Først bliver hun fredet og slipper for en stor undersøgelse af, om hun kan stilles for en rigsret, anklaget for grov uagtsomhed.
Dernæst må statsministeren vide, at hendes parlamentariske grundlag på tidspunktet sidder ved en swimmingpool 1500 kilometer væk og (går jeg ud fra) propper sig hvidvinsdampede snegle, og det må et eller andet sted have været en smule fristende for hende bare at udskrive et lynvalg og se Sofie’s Choice udspille sig: Vil den radikale partileder ofre sommerferien i Sydfrankrig eller folketingsvalget? Nu hvor kulminationen på en politisk skandale, der allerede er skrevet med fed i historiebøgerne, ikke kunne få hende til at udskyde ferien med tre-fire dage, er jeg faktisk lidt i tvivl om, hvad hun ville vælge.
Derudover må det have været åbenlyst for Mette Frederiksen, at der bliver peget på hende med et gevær, der er ladt med løst krudt. For forestil dig lige situationen, hvor Radikale vælter regeringen op til Folketingets åbning for så at pege på den samme statsminister lige bagefter. Nu skal Danmark rigtigt have en frisk start, goddag mand, økseskaft.
Men bare vent. Det bliver endnu mere fjollet. I onsdags kunne vi på Frihedsbrevet nemlig bringe to interviews med de eksperter, som Steenberg havde lovet at konsultere som led i overvejelserne om, hvorvidt man ville støtte en advokatvurdering. Det viser sig, at begge eksperter talte med Andreas Steenberg kun få timer efter den cirka 1500 sider lange rapport blev offentliggjort, og at de derfor selvfølgelig langt fra havde kunnet nå at læse den fulde beretning igennem. Derfor blev vurderingerne også givet med store forbehold.
Men hvorfor nu det hastværk, når Steenberg ellers havde gået og sagt til pressen, at det var meget vigtigt “af hensyn til de mennesker, det her drejer sig om”, at man læste grundigt ned i materialet? Det er meget svært at få til at give mening, medmindre det forholder sig sådan, at Sofie Carsten Nielsen og Andreas Steenberg på forhånd havde handlet af, at der ikke skulle være for stor ballade, uanset hvad Minkkommissionens rapport indeholdt af artige sager. Og at de hele tiden bare gerne har villet have et dejligt folketingsvalg til efteråret efter en god, lang sommerferie og så en håndfuld ministerposter på den anden side, når danskerne har glemt alt om mink og magtfuldkommenhed.
Uanset hvad der præcis er op og ned i den radikale logik, er den i hvert fald kortsluttet. Her til sidst vil jeg lige citere den tidligere mangeårige landsformand i Radikale Venstre Søren Bald:
“Hvis der er et ønske om at vælte Mette Frederiksen, samtidig med at man stræber efter ministerposter, så skal man jo til behandling for skizofreni.”
I øvrigt…
1. Hvis du så TV Avisen på DR1 onsdag aften, havde du den tvivlsomme fornøjelse af at se karrierepolitikeren, der aldrig rigtigt har gjort karriere, Torsten Schack Pedersen, fra Venstre tone frem på skærmen. Anledningen var de lange, ulidelige køer, som grænsekontrollen har været skyld i. Grænsekontrollen bliver i indslaget omtalt som midlertidig, hvilket er svært at sige uden samtidig at komme til at fnise, fordi den har været der siden 2016. Det er den forbaskede terrortrussel, som gør, at vi er nødt til at blive ved med at forlænge den, fortæller Torsten Schack i indslaget, men han kan ikke komme med nogle eksempler på, at grænsekontrollen har forhindret terrorister i at komme over grænsen, da intervieweren spørger ham til det. Til gengæld havde Venstre-politikeren forberedt en stærk oneliner hjemmefra:
“Her og nu kræver det, at regeringen kommer ud af hængekøjen og i arbejdstøjet,” lød det fra ham, og mere uopfindsomt bliver det vel ikke? Torsten Schack Pedersen minder mig om den type mennesker, der i 2022 bliver ved med at gå og sige udtrykkene “så kan han lære det” og “bob bob bob”, og som synes, at Team Easy On-sangen fra Drengene fra Angora stadig er herresjov at sætte på anlægget til fester.
2. Hvis du har fulgt med i mit nyhedsbrev de seneste uger, så ved du, at jeg har det halvstramt med politikere, der klistrer sig op ad de danske cykelstjerner for at kunne snylte på deres succes.
Måske vil det afsløre mig som masochist, men jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at sidde i mit sommerhus og følge med på tv i fejringen af Jonas Vingegaard på Københavns Rådhus – kun for at se, hvilke politikere der ville gå længst for en selfie med den danske folkehelt.
Prisen for den mest desperate optræden skal i den forbindelse gå til erhvervsminister Simon Kollerup, som syntes, at det sømmede sig at stille sig an på et foto med Jonas Vingegaard og Vingegaards gamle cykelklub i Thy. Som om Kollerup, der selv er fra Thy, også betragter sig selv som en af drengene.
Jeg blev så forbløffet, at jeg blev nødt til at tage et foto af optrinnet, og det gik så stærkt, at jeg ikke nåede at få fjernet mine fødder fra billedrammen inden, og derfor skal jeg på forhånd advare om stærke billeder:
På Twitter er der andre end mig, der faldt over Simon Kollerups trang til at møve sig ind, hvor han umiddelbart ikke har noget at gøre. Blandt andet seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis, som gav erhvervsministeren en ordentlig svada.
Det er ikke hverdagskost, at politikere føler sig kaldet til at sidde og diskutere med en satireprofil, men det har åbenbart gjort så ondt på Kollerup, at han tog til genmæle:
Læg mærke til, hvordan Kollerup i sit svar til Kirsten Birgit igen forsøger at foregive at være en af drengene ved at indlede sit tweet med “Søde Kirsten, altså”, som om de to har en fælles historik, og at det hele bare er en del af noget hyggelig værkstedshumor de to imellem.
Desuden undrede det mig, hvad i alverden en erhvervsminister i det hele taget laver til et hyldestarrangement af en sportsstjerne på Københavns Rådhus. Forklaringen er, at den danske Tour-start hører hjemme under Erhvervsministeriet, og derfor er det blevet besluttet, at Kollerup skulle repræsentere regeringen til fejringen. Han skulle også holde tale, og til TV 2 Lorry sagde han om talen, at den var “næsten lige så svær at skrive som talen til mit bryllup, fordi jeg skal sætte ord på følelser”, hvilket er temmelig uforståeligt, da det eneste svære ved at skrive en klichétale til en dansk vinder af Tour de France må være den del, der handler om, hvorfor det lige præcis er Simon Kollerup, der holder den.
Hvad Grand Départ har at gøre med Jonas Vingegaards arrivé på rådhuset, ved jeg altså ikke, for selvom nogle politikere måske tror det, har den danske Tour de France-start ikke noget at gøre med, at Jonas Vingegaard kom først op ad de franske bjerge.
Big Dick Louis
En kollega gjorde mig så opmærksom på, hvordan erhvervsministeren igennem længere tid har forsøgt at brande sig selv i offentligheden gennem blandt andet et virkelig gustent interview med ugebladet Se og Hør. Artiklen indledes sådan her:
“På Christiansborgs gange går han under kælenavnet Tour de France-ministeren. Dels fordi hans ministerium har arbejdet på at få verdens største cykelløb til Danmark, dels fordi han selv hopper i sadlen, når møderne er overstået.”
Her er det vigtigt at understrege, at selvom det er rigtigt, at Erhvervsministeriet har været vigtige i processen for at få Tour de France-starten til Danmark, så har det umiddelbart ikke særlig meget med Simon Kollerup at gøre, da det blev besluttet, længe inden han overhovedet satte fod i ministeriet under en helt anden regering. Det antager jeg, at folk på Borgen godt ved, og derfor har jeg selvfølgelig også meget svært ved at tro på, at politikerne på gangene går og kalder Kollerup for “Tour de France-ministeren” – alene fordi han engang imellem kører på mountainbike i Hareskoven.
Det fik mig til at tænke på min gamle ven Louis, der i gymnasiet startede øgenavnet “Big Dick Louis” om sig selv, selvom han (ifølge mine oplysninger) er meget gennemsnitligt udrustet forneden. I flere sociale sammenhænge kunne man således høre Louis brokke sig højlydt over, at folk gik og kaldte ham Big Dick Louis, selvom ingen gjorde det, og lige pludselig begyndte kaldenavnet faktisk så småt at sprede sig til Louis’ store morskab og tilfredsstillelse.
Det er svært ikke at lege med tanken om, at Simon Kollerup har været ude i en lignende manøvre, da han til Se og Hør fortalte om, hvordan folk inde på Christiansborg går og kalder ham for “Tour de France-ministeren” i håb om, at det vil sætte sig.
Det var, hvad jeg havde på hjerte i denne uge. Mange tak, fordi du læste med. Jeg er tilbage i næste uge med mit sidste nyhedsbrev i denne omgang, inden grundlæggeren af Fri Mads igen kommer tilbage til skrivepulten.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet
PS. Ugens tegning fra Malthe Emil Kibsgaard forestiller mig i skikkelse af Frankensteins monster på et el-løbehjul, der brager igennem ruden på et busstoppested med en fin ballon i hånden.